Økonomisk empowerment til LGBT+ personer i Østafrika

Sammen med vores kenyanske partner, Udada Imara, er LGBT+ Danmark netop gået i gang med at udrulle et program om økonomisk empowerment for LGBT+ personer. Programmet, Money Wise, består af en række workshops, som skal styrke LGBT+ personer økonomisk ved at undervise i privatøkonomi og i, hvordan man bygger en forretning op for få midler.

En presset økonomi er en stor udfordring for de LGBT+ personer LGBT+ Danmark arbejder med i Kenya, Rwanda, Uganda og Tanzania. På grund af diskrimination mod bi- og homoseksuelle, queers og transpersoner i uddannelsessystemet og på jobmarkedet, kæmper mange LGBT+ personer i disse lande med usikre og dårligt betalt jobs og hyppige fyringer. Samtidigt har de fleste ikke nogen tæt relation til deres familie, og dermed ikke noget økonomisk sikkerhedsnet til at gribe dem.

Senest har udbruddet af Covid-19 blot forværret situationen – en af de største konsekvenser af pandemiens udbredelse i Østafrika har for mange LGBT+ personer således ikke været ensomhed eller frygten for sygdommen – men udfordringer med at skaffe penge til husleje og mad.

Med det nye program er målet at styrke LGBT+ personer økonomisk og give dem mulighed for at tjene deres egne penge. Programmet er en fem-dages workshop som tilbyder værktøjer i at lægge et husholdningsbudget og i at lave en businessplan, at fastsætte priser, og undervisning i hvordan man bygger en mindre lokal forretning op ved for eksempel at investere sin opsparing i en symaskine eller fiskeudstyr, eller at leje en motorcykel.

Efter workshoppen bliver deltagerne koblet i par, som skal sparre med hinanden og give hinanden gode råd til at bygge deres forretninger op.

Programmet er lige nu ved at blive testet en i pilotprojekt i Vestkenya med et mål om at udrulle det til alle LGBT+ Danmarks samarbejdslande i Østafrika; Kenya, Rwanda, Uganda og Tanzania, i løbet af det kommende år.